torsdag den 22. maj 2008

Tak til de der fulgte og bar...

Jamen herregud, kan det virkeligt være så vanskeligt? Ja, det kan det altså godt, når man aldrig har prøvet noget der ligner! Se bare her:



Det ER ikke altid lige nemt, at få forklaret de uvante, hvordan tingene virker... Tak til de to indpiskere for råd og dåd ;-)

mandag den 12. maj 2008

Slut, prut, finale - og en ny start?

Jeg synes det har været lærerigt, sjovt og interessant at være med, også selvom jeg har brugt mange af tingene i forvejen.

Udover at jeg har fået flere gode hjælpemidler i det daglige, så synes jeg, at det er vigtigt at være "med" på det helt praktiske plan. Så ved jeg virkelig, hvad det drejer sig om, når jeg læser/hører om web 2.0 m.m. i medierne, hos lånere, venner og bekendte. Især nyder jeg at "tage røven" på børn/unge, som er umådelig fordomsfulde når det gælder "gamle" og it!

Jeg har heldigvis et familiemedlem på KKB, som har givet mig adressen på deres projekt 23 ting +, som jeg allerede er i gang med. Her er der dog kun én ting om måneden, men på de måde er de altid på forkant med de nyeste tiltag.

Jeg regner med at fortsætte min blog med de nye "ting", så er der andre interesserede, så blogger jeg altså videre...

Du kan også selv gå i gang her: 23 ting +

PS:
KKB's blog er desværre lidt uoverskuelig! De starter nederst i bloggen med ting 25 (hvor er 24 om jeg må spørge?), men det er Facebook og MySpace, som vi jo har haft med i første portion. Det er selvfølgelig fordi de har haft fat i lidt andre ting end vi, så nysgerrige kan se hvad det er her: KKB's 23 ting.

søndag den 11. maj 2008

FjæsBog

Sidste ting - nr. 22: Facebook, har jeg leget med et stykke tid (det må vist være det rigtige udtryk). Det er ret sjovt at finde nye (og gamle) venner og opdage alle de mange "ting" man kan prøve, især i starten. Men det er også en rigtig tidsrøver. Og så er der lige applikations-helvedet: "Tag denne sjove quiz (eller hvad det nu er) - meeen, du skal først invitere 20 af dine venner", med det resultat at det vælter ind med alverdens forespørgsler fra vennerne, der bruger en som spam-offer.

Med FaceBook er det nødvendigt selv aktivt at gå ind og fravælge, for ellers har du "automatisk" givet "tilladelse". Det gælder både på din profil og når du accepterer forskellige applikationer: Læs det med småt! Hvem har f.eks. adgang til dine personlige oplysninger? Vil du acceptere mails hver eneste gang der sker noget på din eller dine venners sider?

Man skal også være opmærksom på, at de billeder man evt. lægger ud (som det foreslås i ekstraopgaven)- ja, dem "ejer" man faktisk ikke mere. Facebook har i samme øjeblik overtaget alle rettigheder! Så den del har jeg undladt.

Men jeg kan da lige oplyse om, at der er en gruppe for ansatte i Halsnæs Kommune, hvis I er interesserede ;-)

MinPlads

Ting 21. MySpace kan meget mere end musik - det var nyt for mig. Tidligere har jeg brugt det til at genhøre gamle numre med forlængst opløste bands, finde oplysninger om musikere og den slags.

Jeg har såmænd også en meget mager profil på MySpace, men nu er der altså rige muligheder for at arbejde videre med den og alle mulighederne...

Del dine dokumenter

Ting 20.

Så kunne jeg igen læne mig tilbage og slappe af: Google Docs har jeg brugt i flere år. Her har vi nemlig placeret bl.a. familiens ønskesedler - nemt og genialt. Ja, det var da vist det hele... Man kan også nøjes med at dele med sig selv og nå sit dokument fra forskellige pc'er.

Wiki wiki - eller snarere wacky wiki...

Ting 19 udviklede sig til lidt af en udfordring.

Som sædvanligt ville jeg ikke springe over hvor gærdet var lavest - altså nøjes med at rette lidt hist og pist. Næh, jeg skulle selvfølgelig skrive en ny artikel! Jeg valgte derfor at skrive om Frederiksværk Vævekreds, som jeg mente at have nogenlunde fod på, men da jeg som sædvanligt skulle være helt sikker på at gøre alt helt rigtigt; så brugte jeg en halv pinse på at læse et hav af hjælpesider. Det gjorde det ikke just nemmere, for ih, hvor er der mange regler!

For yderligere at forlænge pinslen besluttede jeg også, at jeg ville lægge et billede på. Ergo, ind i bilen og ned på Syrevej for at tage billeder af vævekredsens hus. Nemt nok. Ja, men så skulle det uploades via Commons (det er jo den "rigtige" måde), før jeg kunne uploade det videre til min artikel. Flere hjælpesider og regler, gisp!

Men nu er den der, så bare søg løs.

PS. Wiki wiki betyder "hurtig" på hawaiansk?! Ha!

søndag den 4. maj 2008

Video, video, video, den kører nat og dag...

Ja, videoen lever som aldrig før på nettet, mens Brixtofte...
nå, men det er en anden sag.

Ting 17: Jeg søgte og fandt lynhurtigt en gammel (i disse sammenhænge; et par år) video "Store Wars", som jeg dengang syntes var ret morsom. Den findes i masser af næsten ens udgaver, hvoraf nogle havde mistet lyd/billede synkroniseringen. Det er da noget sjusk, med alle de udgaver. Når man skal finde noget, kan man jo lede huller i jorden efter den "rigtige", det er smadder irriterende. De mangler sørme en effektiv bibliotekar eller to, til at rydde ud i alle de kassable udgaver (og få styr på resten) - var det ikke noget for os Lene?

Ting 18: Jeg opgav Tommy Seebach (noget med nogle mindre behagelige minder fra min ungdom, adr...) og tog fat i den øko-video jeg fandt tidligere:



Sjovt nok er den mere aktuel end nogensinde, nu hvor de tunge drenge, de store kemikalievirksomheder, bruger den aktuelle fødevarekrise til at sætte spørsmålstegn ved økologiske dyrkningsmetoder. Ja, det var så "dagens harmdirrende øko-politiske opråb" - velbekomme de damer og Erling.

Nå, men jeg tjekkede lige BibStream og fandt skam filmatiseringen af Lovecrafts kultværk! Jeg så den ikke, da jeg ikke er den store horror-fan (kan kun med nød og næppe klare Rocky Horror Picture Show ;-)

Så kører vi igen ;-)

Efter 14 dages ferie, og en uges tilvænning til arbejdslivet, er jeg gået i gang igen...

Ting 13 og 14: Så fik vi vores MP3 afspiller. Jeg fik hurtigt proppet et par af mine egne cd'er i den. Så hentede jeg Natasja's "I Danmark er jeg født" fra Netmusik. Det fungerer fint nu efter at jeg havde fedtet lidt med det (det opførte sig ikke helt som vejledningen påstod) men altså forholdsvis smertefrit.

Ting 15: Hentede Poe's: "Portrættet" på lydbog.com. Ham er jeg ret vild med. Til gengæld er jeg ikke så begejstret for oplæseren, men det er vist også et "con amore"-projekt og han er formentlig ikke professionel ;-) Jeg synes det er afgørende for oplevelsen af en lydbog, at man finder den rigtige stemme.

Ting 16: Jeg har hørt meget om dem, men er aldrig selv stødt på dem i radiobølgerne - "De sorte spejdere". Så jeg kastede mig straks over dem! Det gik også fint - jeg fik de seneste mange afsnit i hus, men efter 15 min. (med megen gnækken og fnisen ganske vist) syntes jeg det blev lidt ensformigt. På en begavet måde, bevares, meeen alligevel... og så havde de åbenbart fjernet noget musik mellem snakken i den podcastede udgave, hvilket måske også gav det lidt slagside. Så jeg har p.t. fjernet podcastet, for ikke at blive oversvømmet. Jeg har nemlig "snydt" og længe podcastet Filmland, Harddisken, Selvsving, Mennesker og medier, Kulturkontoret osv. - og der er jeg også bagud!

torsdag den 17. april 2008

Hilsen fra Rom

Hej alle sammen - kort er afsendt - vi har det skoent. Ses
hilsen Inger og Ditte

mandag den 24. marts 2008

Tue West "on blogged"

Så er billederne fra "bibliotekets" releaseparty i Gubben klar.
Et "single shot" ses lige her, mens resten kan ses på min picasaweb.

Fik ved samme lejlighed smagt den nye øl, Røde Ran, fra Halsnæs (kommende) Bryghus i Frysen, som pt. bliver brygget ved Roskilde et sted.
Hmmm, måske vinder den ved gendrik en sommerdag på havnen i Hundested..?

fredag den 14. marts 2008

Havfruehår

 Dette er til dig, Lone!

Altså, Lone har moret sig kongeligt over min beskrivelse af min ungdoms frisure.

Jeg ved ikke lige hvad hun forestiller sig, men den slags hår var da standard hippie-look?

Jeg havde det såmænd stadig, da jeg startede på biblioteksskolen i 1980 (som det ses her).
Posted by Picasa

torsdag den 13. marts 2008

En busfuld trætte kolleger

En af de ting Picasa kan, er at sende billeder direkte fra pc'en til din blog.


Her er et eksempel
;-)

God tur vi havde, ikke?

søndag den 9. marts 2008

Billedstorm

Ting 12
Jeg bruger faktisk gratis-programmet Picasa meget. Når jeg lagrer mine fotos på pc'en er det nemlig i streng kronologisk orden, hvilket gør det lidt svært at finde billeder af bestemte steder eller personer. I Picasa kan du sortere billederne efter emner (på flere måder endda). Programmet kan også bruges til billedredigering, men jeg bruger som regel Photoshop i stedet, da der er mange flere muligheder.

Nu har jeg så fået uploadet lidt billeder til PicasaWeb via Picasa. Desværre er det en lidt "ensom" oplevelse. Det bliver meget sjovere, når vi kan dele hinandens billeder. Det er muligt at "gemme" sine billeder for andre end de særlig indviede. Fikst, hvis man vil dele billederne fra sidste komsammen med familie og venner, men ikke med resten af verden!

Gid flere ville benytte sig af den mulighed. En syndflod af dårlige fotografier af diverse eksemplarer af den menneskelige race, florerer desværre på nettet, så træd varsomt: Det er ikke alle, der er interesseret i at se onkel Osvald trampe tante Gyda over tæerne i en svingom - eller den lille ny i 87 næsten ens udgaver...

Jeg har bare fotograferet fugle fra mit køkkenvindue - dem kan I se her (hvis I altså orker): http://picasaweb.google.dk/b.reffs

lørdag den 8. marts 2008

Halvan går

YES! Eftersom tallet 12 er placeret midt mellem 1 og 23, så er jeg sørme over halvvejs, når jeg får fuldført næste "ting"! Desværre må jeg erkende det: Selvom jeg nåede den første halvdel i løbet af den første uge, så er det altså den tunge del jeg bevæger mig ud i nu. Slut med at køre friløb.

Sjovt nok har mine strenge lærere udnævnt mig til ekspert i Picasa (?!), men sandheden skal frem: Jeg har faktisk ALDRIG brugt online-delen! Så nu vil jeg "spilde" min weekend med at lege med den del, så jeg undgår at tabe ansigt.

Gensynet med Flickr var som sagt fint - tjek lige mit fancy Flickr-badge, hva'behar'?

Rigtig god arbejdslyst til alle min imponerende flittige og dygtige kolleger. Det her er en forbavsende oplevelse. Det er næsten ligeså godt som at flytte et bibliotek ;-)

torsdag den 6. marts 2008

Nu med billeder

Ting 11:
Så blev det tid til "billedskolen" - og jeg har snydt, igen... (Ligesom en tv-kok, der klasker nogle ingredienser sammen og ét minut efter hiver et mesterstykke ud af ovnen).

Som foto-narkoman er Flickr nemlig oplagt. Jeg lagde de første billeder på i 2006, men det tog sin tid at uploade og der var begrænsninger i billedantallet, så jeg stoppede igen. Heldigvis er der i mellemtiden rettet op på det og nu kan jeg også uploade flere billeder i ét hug! Derfor har jeg lagt lidt på igen: Søg "Aphro-Ditte" på fanen People - måske er der billeder af noget I kender? Hvis I ikke gider, kan I kigge på mit diasshow (ude til højre) med billeder fra Flickr.

I dag har jeg registreret mig på den danske pendant, www.23hq.com, som jeg vil afprøve de næste dage. Den har et lækkert minimalistisk look (men du kan desværre kun uploade 30 billeder pr. måned uden at betale, øv).

onsdag den 5. marts 2008

En påtvungen opsummering

Efter at have stået skoleret hos Frøken Pi for at sløse med informationen, må jeg hellere fortælle lidt om mine oplevelser med de første "ting":

Ting 1: Gmail og Googlekonto havde jeg i forvejen, så det gik jo smertefrit...

Ting 2: Jeg havde tidligere fabrikeret en blog til Magnus og hans kæreste, da de skulle på en lang rejse. Der er en blog rigtig god. (Den ligger stadig og fylder op og kan ses her: http://macsign.blogspot.com). Min egen nye blog brugte jeg ret lang tid på at lege med. Det viser sig desværre, at det er lidt for let for mig at fylde ord på den. Den kan blive ulidelig lang og er, dybest set, fuldstændig uinteressant for andre end mig selv.

Ting 3: Igen en genganger. Men det havde jeg faktisk svedt ud, så stor var min overraskelse da jeg opdagede, at jeg havde adskillige feeds tilmeldt på Google Reader... (Pt. bruger jeg udelukkende Google Desktop til at se mine nyheder, nok fordi jeg nu har begrænset antallet en del).

Ting 4: Damned - igen en let opgave. iGoogle har jeg brugt længe og er ret glad for den. I en periode havde jeg et akvarium med guldfisk, som man kunne fodre med museklik, men da det blev en tvangshandling, at gi' dem mad hver gang jeg kom ind på siden, så blev de forvist til "fane 2"!

Ting 5: Det gik smertefrit. Jeg er nu at finde på Overskrift.dk, hvis I søger på "koldstart" under tags

Ting 6: Google Talk blev installeret, men der var ingen at snakke med :-(
En mystisk email-adresse så ud til at ville i kontakt, måske en hemmelig tilbeder??? Det viste sig senere at være Lone (knap så fascinerende, men dog ok), men da jeg svarede, var hun allerede gået. Sjovt, eller...

Ting 7: Messenger. Jeg har allerede en konto, men bruger den ikke. Det bli'r hurtig en pest, hvor kolleger (guess who) og venner bryder ind i ens lille private, asociale cirkel på de mest upassende tidspunkter.

Ting 8: Endelig en udfordring (se mit indlæg nedenfor). Nå, men jeg fik jo, foruden det, der var formålet, både rettet på andres oversættelser fra engelsk til dansk (imbecile klumrehoveder) og lavet nye oversættelser (som andre så, hovedrystende, kan rette på). Desværre er "tingen" skæmmet af, at ens bøger tilsyneladende ikke kan alfabetiseres efter forfatter (eller hvad?), men kun efter titel, hvorfor jeg personligt synes det er noget af en tilsnigelse, at kalde det LIBRARY thing! Noget andet er, at designet er så tudegrimt. Hvorfor f..... skal alt med bøger/litteratur, være så oldfashioned lortebrunt-agtigt og øv-øv! Jeg må vist hellere ile videre til...

Ting 9: Har jeg kommenteret længere nede, så vi går straks videre.

Ting 10: Del.icio.us. En fantastisk "ting"! Her kan jeg sagtens bruge timer på at tagge mine yndlings-internetsider (f.eks. kollegernes blogs). Både nyttigt og sjovt. Lever helt op til navnet, men feder slet ikke! (Jo, måske alligevel - man får ikke rørt sig så meget imens).

Herfra skal jeg nok huske, at beskrive mine oplevelser i de kommende indlæg, søde Pi.

tirsdag den 4. marts 2008

Very wicked widgets

Ups, så røg den hyggeaften i sofaen med de to film, som jeg burde aflevere i morgen. Det får liiige vente, nu har jeg ventet i måneder på at få dem... Resultatet blev i stedet et par widgets fra Library Thing. En del af mine bøger har ingen omslag tilgængelige, så jeg har lavet den uden! Man skal da vist være mere end almindeligt selvoptaget for at finde mening med dette, men nu er det da gjort ;-)

Helt bortset fra det, så skulle jeg i virkeligheden have set Omar Marzouk i Gjethuset, men gentagne anfald af glemsomhed fik forpurret planerne, øv.

Hvad hjælper det at tyvstarte...

Ak ja, her troede jeg, at jeg var på forkant. Så overhaler nogle af mine søde (troede jeg) kolleger mig indenom! Snydepelse, men pyt, I skal få kam til jeres hår, skal I. Nu kaster jeg mig ud i nr. 9 og så må vi se, hvor langt jeg når.
I det mindste har jeg fået mig en afstemning. Desværre får I ikke mulighed for helgardering, så det bliver en vanskelig afgørelse - medmindre I vælger at være ærlige ;-)

tirsdag den 26. februar 2008

Et håbløst projekt...

Efter en kort pause har jeg puslet med "Ting 8": Library Thing.

Fin idé, men hvordan hulen vælger man bøgerne ud? Skal det være de allerbedste man har læst? (Umuligt, det kan tage dage at beslutte sig). Eller de bøger man er den glade ejer af? (Nej, der er godt nok for meget). Hvad der ligger på natbordet netop nu? (Er jo til gengæld for lidt). Måske et skønsomt udvalg?

Det blev det så. Forsøgte at huske en smule af de senere års læsning og kiggede lidt på mine bogreoler og smed så nogle titler på, som I kan se her:
http://www.librarything.com/catalog/Netuglen.
Men det kan man jo heller ikke rigtig bruge til noget fornuftigt... Ja, det vil sige - jeg fik da genopfrisket min gamle interesse for at læse digte.
Nå, men nu er det gjort og jeg kan konstatere, at jeg er den eneste der har lagt Hans Jørgen Nielsens "Haiku" og Naja Marie Aidts "Trilogi" på - måske er der ikke så mange danske digt-læsere ombord?

Til gengæld er der mere held med et par af Penguins engelske digtantologier fra min "vilde" ungdomstid i swinging London i 1967/68. Spekulerer på om søde Mike, der forærede mig den ene, er én af dem? Men han har såmænd nok mistet sit lange, mørke, krøllede hår, fået ølvom og dårlige tænder (ganske som min smækre talje og askeblonde havfruehår er en saga blot) - så det lader vi ligge!

torsdag den 21. februar 2008

Nightmare on Kildebakke Street

Efter en nat med drømme om blogging og "ting", må jeg nok erkende at jeg gik lidt hårdt til den i aftes. Og nej, kære lærere, det var ikke med for mange mojitos, dirty dancing og hvad deraf følger, men med OPGAVEN.

Dels fik jeg afprøvet alle skabeloner og indstillingsmuligheder på min stakkels blog, dels fik jeg klaret de første 7 ting! Skal jeg være ærlig, så var nogle af dem allerede "inde på lystavlen", men alligevel... Det var i al fald nok til at forstyrre min ellers normalt drømmeløse søvn.

Nu vil jeg sende en mail til eksperterne ;-P og prale af min flid!

onsdag den 20. februar 2008

En rejse tager sin begyndelse

Endnu engang skal blogosfæren belemres med en flok uskyldige biblioteksansatte der, mere eller mindre helhjertede, men i bedste mening, kaster sig ud i "23 ting".

Så nu kører toget... og denne gang er jeg passager.

Velkommen til min, muligvis interessante, blog. Who knows?